Forskningsområder fonden støtter

Nektarfonden af 2021 støtter forskningsprojekter indenfor følgende områder:

1. Institutionel forankring og tværfagligt samarbejde
2. Uddannelsesmæssige aspekter og psykoterapeutisk faglighed
3. Virksomme faktorer
4. Det psykoterapeutiske rum
5. Psykoterapiens rolle i samtiden
6. Fremtidens psykoterapi

1. Institutionel forankring og tværfagligt samarbejde

Siden 1990’erne er offentlige tilbud til psykoterapi vokset kraftigt i Danmark. I dag tilbydes ambulant psykiatrisk behandling for en række lidelser i form af såkaldte behandlingspakker og listen over grupper der får bevilliget offentlig støtte psykoterapi, er stadig voksende. Der stilles gradvist større krav til, at almenpraktiserende læger besidder kompetencer til enten selv at behandle eller til at henvise patienter med psykiske problemer til relevant behandling hos psykolog eller psykiater. Samtidig eksisterer der et betydeligt marked af private aktører med både psykiatere, psykologer og psykoterapeuter, der modtager klienter/patienter uden henvisning mod egenbetaling. Nektarfonden af 2021 efterspørger hermed forskningsprojekter, der undersøger hvilken betydning den institutionelle forankring har for udførelsen og anerkendelsen af psykoterapeutisk praksis. Til hvilken grad er psykoterapi en civil praksis, og hvor trækker vi grænsen for, hvilke psykiske problemer der bør ydes offentlig støtte til?

En WHO-diagnose på en psykisk lidelse udgør i dag nøglen til offentligt støttet psykoterapeutisk behandling, der er specialiseret og evidensbaseret. I praksis sker der ofte en gradbøjning hos de henvisende læger med henblik på, at patienter med en åbenlys behov for hjælp og støtte skal komme i behandling også selvom vedkommende ikke opfylder kriterierne for en diagnose. Således er der for eksempel blevet argumenteret for, at en sorgdiagnose ville kunne afhjælpe noget af det pres, som depressionsdiagnosen har været underlagt – og bidrage til, at personer med længereværende sorgproblematikker kunne få adækvat og specialdesignet behandling. Kritikere af systemet, hvor patienter skal have en diagnose for at få hjælp, vender sig ofte imod den rigiditet, som symptombaserede skalaer besidder; de kan ikke indfange klientens eller patientens komplekse virkelighed og underminere betydningen af eksistentielle og etiske aspekter ved lidelsen. Mistrivsel kan også vise sig ved diffuse symptomer eller ved alvorlige symptomer, som ikke indgår som diagnose i WHO´s diagnoseliste.

Der ligger således nogle modsætninger i forvaltningen af de psykoterapeutiske tilbud i Danmark, og det psykoterapeutiske landskab er også præget af diskussioner om kompetencer og opgaver mellem forskellige faggrupper. Om end aspekter af disse diskussioner også kan være konstruktive, så anser Nektarfonden af 2021 det for værende særdeles relevant, at udforske, hvordan vi fremmer et respektfuldt, samarbejdende og inkluderende psykoterapeutisk miljø i Danmark? Hvilke incitamenter kunne fremme et behandlingssystem, hvor forskelle f.eks. mellem forskellige psykoterapeutiske retninger konstruktivt kan bidrage til et bredere samarbejde på tværs af faggrupper, og hvordan kan dette understøttes udviklingsmæssigt, så konkurrence mellem faggrupper erstattes af vidensdeling til gavn for mennesker med forskellige psykoterapeutiske behov?

2. Uddannelsesmæssige aspekter og psykoterapeutisk faglighed

Psykoterapi er en form for praksisdisciplin og selvom psykoterapiforskningen har bidraget med en omfattende teoretisk viden om, hvad der karakteriserer god og velfungerende psykoterapi, så er integrationen af teori og praksis ofte mangelfuld. Dette afføder en række komplekse spørgsmål om, hvordan man som terapeut kan dygtiggøre sig på den bedste måde. Ud over teoretisk undervisning, så er supervision og mesterlære vigtige metoder i den proces, som handler om at dygtiggøre og udvikle ens terapeutiske evner. Det er en udfordring at tilrettelægge mulighed for uddannelse i form af supervision på en måde, som kan hjælpe psykoterapeuter i praksis, hvor de i sagens natur bruger sig selv og deres personlighed som arbejdsredskab. Om end fortrolighed i supervisionsrummet gør det muligt at arbejde med psykoterapeutens blinde pletter, sårbare områder og følelsesmæssige vanskeligheder, så er det er dokumenteret problem, at psykoterapeuter til tider kan undlade at tale om disse ting med deres supervisor, bl.a. fordi det kan kompromittere deres karriere (supervisor skal i nogle tilfælde godkende dem som kapable og har dermed en dobbeltrolle som underviser og en, der afgør om de er egnede). Således vil der være aspekter af det terapeutiske virke der, hvis det overhovedet berøres, mere tages op i mere uformelle kollegiale kontekster end egentlig formel supervision. Der er en række temaer, som næsten systematisk udelades ved supervision f.eks. seksuelle følelser mellem behandler og klient, hvilket øger risikoen for, at der kommer til at ske grænseoverskridende adfærd, som naturligvis er helt uacceptabelt.

Forskning i hvordan vi uddanner psykoterapeuter på en måde, som klæder dem på til mødet med kommende klienter og patienter samt, hvordan de kan vedligeholde deres indsigt og færdigheder står centralt. Når uddannelsen til både psykiater, psykolog og psykoterapeut er under løbende diskussion og revision, forventes forskningsprojekter at kunne bidrage med relevant viden om, hvad færdiguddannede repræsentanter for disse faggrupper, kan og bør kunne. Hvordan lærer man at blive en god psykoterapeut, og hvordan udvikler man og vedligeholder disse færdigheder i løbet af karrieren? Hvilke kompetencer er nødvendige for at være en dygtig terapeut, og hvordan erhverves disse?

Forskningsprojekter indenfor denne kategori kan ligeledes forholde sig til det mere overordnede spørgsmål: Hvad karakteriserer en god psykoterapeut? På hvilken måde adskiller sig de forskellige psykoterapeutiske faggrupper i den måde hvorpå psykoterapi praktiseres, og hvordan forstår vi disse forskelle? Er der udmærkende former for ekspertise, som kan bidrage til en kvalificeret delegering af udrednings- og behandlingsopgaver? Er det muligt, at identificere en psykoterapeutisk grundfaglighed, som går på tværs af faggrupper og forskellige psykoterapeutiske retninger, og i givet tilfælde, hvordan forstår og fremmer vi udviklingen af denne? Nektarfonden ønsker, herudover, at støtte forskningsprojekter, som kan gøre os klogere på den komplekse relation mellem specifikke og fælles faktorer i psykoterapi.

3. Virksomme faktorer

Det er generel enighed om at både relationelle, tekniske og procesbaserede faktorer er afgørende for et velfungerende terapeutisk forløb, men det er stadigvæk til diskussion, hvad der virker i psykoterapi? Er det nogle specifikke tekniske faktorer ved en speciel form for psykoterapi? Eller er det en fællesfaktor, som går igen i alle former for psykoterapi (f.eks. den terapeutiske alliance)? Er det terapeutens personlighed eller specifikke kompetencer, som udgør den afgørende parameter for en virksom psykoterapi? Hvad ligger der egentlig i, at psykoterapi ”virker”? Og hvad er et godt terapiresultat?

Om end randomniserende kontrollerede undersøgelser (RCT’s) i høj grad har været medvirkende til, at psykoterapi i dag står stærkt som et reelt behandlingsalternativ til psykofarmaka, er der adskillelige problemer forbundet med effektmålinger i psykoterapi. Terapeutisk bedring er en kompleks størrelse, som kan tage lang tid afhængig af, hvad det er for en problemstilling klienten kommer med, og det kan være store vanskeligheder forbundet med, at isolere effekten af enkelte variabler, hvorfor effektforskningen skal suppleres med procesforskning, hvor man retter blikket mod, hvad der egentlig sker i den terapeutiske proces. Samspillet mellem en række faktorer som klientens/patientens og terapeutens personlige karakteristika, livshistorie, den terapeutiske alliance, og mere generelt arten af relationen mellem terapeut og klient/patient.

På trods af, at ønsket om symptomlettelse er en hyppigt figurerende årsag til, at mennesker opsøger psykoterapi, er der et væld af andre – mere eller mindre erkendte baggrundsfaktorer, som gør at mennesker opsøger psykoterapi. Sammenlignet med medicinske forsøg er den psykoterapeutiske situation langt mere kompleks og metodologisk udfordrende. Den manglende konsensus om, hvad der egentlig driver terapeutisk bedring, kan ses i lyset heraf. Terapimanualer har spillet en vigtig rolle i bestræbelsen på, at standardisere behandlingsforløb og skabe klinisk og forskningsmæssig gennemsigtighed. I lyset af kritik, som fremhæver risikoen ved, at manualiserede behandlingsformer kommer til at negligere klientens livsverden, historie og særlige livsvilkår, fortjener spørgsmålet om terapimanualers betydning samt, hvordan kan anvendelsen af dem målrettes den enkelte klient, at blive yderligere belyst.

Med denne pulje ønsker Nektarfonden derfor at støtte psykoterapiforskning, som bidrager til viden omkring, hvordan vi bedre operationaliserer målsætningen med psykoterapien, samt bliver klogere på afgørende aspekter ved den terapeutiske proces. Disse spørgsmål tangerer det overordnende spørgsmål omkring, hvad psykoterapeutisk behandling, i sidste ende, sigter til. Hvorfor er det, at så mange af os anser det meningsfuldt at bruge tid og penge på psykoterapi?

4. Det terapeutiske rum

Relationen mellem behandler og klient, herunder terapeutkompetencer og klientfaktorer samt matchet mellem disse, har en afgørende betydning for oplevelsen af, og resultatet af den psykoterapeutiske proces. Hvordan kan betydningen af relationen mellem klient og terapeut begribes, og hvordan kan dette match udnyttes i terapeutisk øjemed? Findes der lidelsesspecifikke aspekter af dette forhold som er relevant at tage højde for i udviklingen af psykoterapeutiske behandlingstilbud? Kan en øget afklaring af disse områder bidrage til, at belyse nogle af de øvrige spørgsmål vi rejser: hvordan psykoterapiens rolle i samtiden bør forstås, hvordan behandlingen institutionaliseres på den mest hensigtsmæssige måde, hvordan samarbejde mellem faggrupper understøttes, hvilket fokus psykoterapeutiske uddannelser bør have, samt hvordan psykoterapeutisk ekspertise forstås?

Da motivation udgør en afgørende præmis for en vellykket behandling, og et af psykoterapiens store udfordringer er et højt frafald blandt klienter, er fonden endvidere interesseret i forskningsprojekter, der undersøger måder at fastholde mennesker i psykoterapi, samt styrkelse af klientens agens og medvirken i sin egen behandling. Hvad vurderer klienter som konstruktivt i det terapeutiske forløb og hvordan kan denne viden bruges aktivt i det terapeutiske forløb? Hvilken rolle har feedback i bestræbelsen på at fremme kvaliteten og udfaldet af behandlingsforløbet generelt, og den terapeutiske relation i særdeleshed?

Det terapeutiske rum er – på trods af mange efterhånden har en eller anden form for erfaring af psykoterapi, omgærdet af en vis mystik. Hvad foregår der når psykoterapeut og klient mødes? Hvad gør terapeuter egentlig? Til hvilken grad og på hvilken måde er variationen i den måde hvorpå terapeuter agerer og møder sine klienter relateret til teoretisk og skolemæssig baggrund? Det er Nektar Fondens forhåbning, at en nærmere afklaring af disse spørgsmål kan gøre os klogere på, hvad der virker i psykoterapi samt, hvad der motiverer både terapeut og klient.

5. Psykoterapiens rolle i samtiden

Psykoterapi er en historisk praksis, som i sine forskellige former afspejler de den samfundsmæssige forhold og dermed de forandringer, som især den vestlige verden har gennemgået gennem de sidste 150 år. Psykoterapi, som vi kender i dag, startede med psykoanalysen og kritikere fremhæver ofte teoridannelsens intime forbindelse med den mellemeuropæiske seksualmoral omkring århundredeskiftet. Den kognitive adfærdsterapis popularitet i starten af 00’erne, bliver til tider set som sammenfiltret med de krav, som konkurrencestaten stiller til borgere i et accelereret senmoderne samfund. Men det er ikke blot psykoterapiens form, der har forandret sig. Også den typiske patient og de problemstillinger vedkommende kommer med har ændret sig.

Da Sigmund Freud havde analysander på sin briks i fin de siècle Wien så han typisk analysander med skyldfølelser og symptomer, som Freud kunne relatere til seksuelle fortrængninger, mens psykoterapeuter i dag taler med deres klienter om identitetskonflikter og problemer med impulskontrol. De moderne temaer afspejler en verden i rivende udvikling, hvor den enkelte kan have svært ved at finde fodfæste. Verden af og efter 2020 er præget af pandemi, krig, en accelererende klimakrise med hertil relateret flygtigkrise, en ulmende politisk ustabilitet verden over samtidig med, at der i stigende grad er sket en individualisering af den enkeltes problem. Når f.eks. op imod en fjerdedel af unge mennesker har erfaring med at skære, brænde eller slå sig selv, så ligger der også nogle kulturelle faktorer bag ved, som peger ud over den enkelte.

I et kritisk lys, kan den øgende brug af psykoterapi, vi har været vidne til hen over de sidste årtier, ses som et udtryk for en omfattende individualisering. Ifølge denne kritik, kan verdens alle godhjertede og velmenende terapeuter intet stille op imod en ulige fordeling af rigdom og resurser, krigens traumer, eller dødens uomgængelighed. Tanken om, at livets vanskeligheder og umuligheder skal ”behandles” individuelt overser det faktum, at roden til dårligdommen enten findes i den politiske virkelighed, eller de eksistentielle begrænsninger, som omgærder ethvert menneskeliv. I dette lys, er det relevant at udforske psykoterapiens grænser.

I dette lys, efterspørger Nektarfonden forskningsprojekter, som undersøger psykoterapiens plads i samtiden generelt, og dens rolle i relation til vores håndtering af alle de problemer, der overskrider terapirummets rammer, i særdeleshed. Hvis det er være psykoterapeut kræver en årvågenhed og sans for, at personlige problemer til enhver tid involverer – ikke blot ens nærmeste sociale omgivelser, men det samfund og den verden, hvori klienten lever sit liv; hvilke konsekvenser har dette for det psykoterapeutiske virke? Kan og bør psykoterapien overhovedet forholde sig til strukturelle problemer, eller bør det psykoterapeutiske rum udgøre en oase, hvor refleksion og introspektion kan få lov til at arbejde uforstyrret?

I forlængelse af ovenstående vækkes spørgsmål om, hvornår psykoterapeutisk behandling ikke er en god idé. Hvordan kan indsigter i psykoterapiens begrænsninger bidrage til en oplyst og nuanceret diskussion af psykoterapiens samfundsmæssige status og relevans? I forlængelse af et øget fokus på potentielt skadelige effekter ved psykoterapi, er vi ligeledes interesserede i projekter, der undersøger disse, samt hvordan terapeuter bedst muligt rustes til en nøgtern og konstruktiv forholden-sig til disse.

6. Fremtidens psykoterapi

Hvad karakteriserer fremtidens psykoterapi? Består ”udviklingen” af psykoterapi i en kontinuerlig kultivering af veletablerede terapeutiske dyder, eller er der nye landvindinger i sigte? Sammenlignet med andre samfundsdomæner har den teknologiske udvikling i meget lille grad påvirket den terapeutiske praksis, som i vid udtrækning stadig er baseret på et fysisk møde mellem to mennesker i et rum. Pandemien ændrede over en nat mange terapeuters kliniske virke og diskussion om, hvad vi kan lære af disse erfaringer, er kun lige begyndt. Hvilke muligheder findes der i internetbaseret psykoterapi? Er der andre relevante måder hvorpå ny teknologi kan bidrage til udviklingen af psykoterapien? Kan anvendelsen af apps understøtte fade-to-face psykoterapi, og i givet fald, hvordan? Hvordan integreres neuropsykologisk viden og neurofeedback, i det terapeutiske samtaleforløb på den mest hensigtsmæssige måde?

Relationen mellem en sindsmæssig balance på et både fysiologisk og åndeligt niveau og klientens modtagelighed for de virksomme effekter af samtaleterapi ønskes yderligere belyst. På hvilke måder kommer fremtidens psykoterapi til at udspille sig udenfor det terapeutiske lokale? Er det udadrettede blik afgørende for, at vi kan begynde at se indad på en ny måde? Relationen mellem lidelse og kunstnærlig virksomhed er lige så velkendt som kompleks. Hvordan integreres tilegnelsen og skabelsen af kunst og litteratur i et psykoterapeutisk forløb? Og hvordan inddrages fysisk aktivitet som en meningsfuld komponent i behandlingsforløb?

Psykoterapiforskningens centrale spørgsmål: hvad virker for hvem og under hvilke omstændigheder, bør stilles på nyt i relation til disse områder. Det er Nektarfondens store ønske, at bidrage til udviklingen af psykoterapien på en aktuel og relevant måde, og støtte op omkring forskningsprojekter med potentiale for at være med til at udforme fremtidens behandlingstilbud.